stik mig så den staveplade mit private blabber, det skal sku ud – også selvom jeg ikke er den fødte ordbog

27Feb/070

en hobby’s død

så skete det, en hobby jeg har dyrket for år tilbage er nu definitivt død... eller det vil sige, jeg har i hvert fald skaffet mig af med alt udstyret.

klatring, mmmh det er der godt nok gået mange gode timer med, men jeg har nu langt om længe indset at det er slut. det har ikke været nemt, men jeg kan ikke se hvor jeg skulle stjæle tiden fra og når man kar klatret 6+ er det jo ikke sjovt at skulle starte helt forfra, .oO(og forøvrigt har jeg fået for mange extra kilo)

hele balladen startede engang i '96 tror jeg det var. martin og jeg startede en sommerdag med at besøge friluftland på frederiksborggade i københavn, - i baggården har de den lækreste lille klatrevæg en ung knøs kunne tænke sig.

vi "fik" et kursus og så var det i gang... damn hvor har vi tilbragt mange timer i den baggård.

efter at ha lidt under at der kun var adgang i forretningens åbningstid, fortsatte vil til amager, nærmere betegnet tårnet på artillerivej. igen et sted vi brugte en uhyggelig mængde timer. problemet var self. at det var et lortested om vinteren.. alle der har prøvet, ved at det ikke er sjovt at klatre på en frossen væg med bare fødderne i små klatresko...

et nyt alternativ skulle findes og på det tidspunkt arbejdede jeg i herlev, som ligger bekvemmelgt tæt på pløks, i hvert fald tæt ok til at den extra cykeltur derud ikke gjorde den store forskel.

her brugte vi igen alt for meget af vores sparsomme fritid, i hvert fald i følge vores kærrester.

pløks lå dog ret langt væk for os stakler der boee på amager, så vi startede som medlemmer i københavns klatrekub som har til huse på sundholm.

lige som de fleste andre der klatrede der på det tidspunkt, betragtede vi nærmest stædet som vores "rigtige hjem" - det var her "familien" der forstod os og havde samme behov "boede".. .oO(4 aftner om ugen af 3-4 timer, er vel næsten et ½ liv)

et par ture til spanien er det også blevet ti, selvom jeg desværre brændte martin af på vores store tur.. fik nyt job lige som vi skulle afsted og det kunne jeg ikke sige nej til.. (undskyld martin)

i spanien var det el-chorro uden for malaga der trak, vi var flere steder dernede omkring men det var "finca la campana" der vandt gang på gang... den afslappede atmosfære, de andre klatre og ikke mindst john og christine, som ejede stedet.

- desværre gik det med klatringen som det tit gør med hobbyer. vi kom afsted færre og færre gange, og vores nivau faldt drastisk - ingen af os havde helt så meget lyst til det som vi plejede, især ikke efter de der "udenlandsture" hvor der var kommet klipper under neglene - og vi havde ikke rigtigt penge til at fortsætte de eventyre...

jeg er nu flyttet fra kbh og bor i kolding, her er godt nok en klatreklub, men jeg har ikke engang været ude og se den.. det er slut.

jeg vil ikke tude over at det "gik i vasken" med klatringen, bare beklage at det ikke blev til flere år end det gjorde.

dog vil jeg gerne takke alle de der har været med til at gøre de super dejlige klatreoplevelser endnu bedere.

især mange tak til martin min ven og klatremakker gennem mange år.

tak

ps: til jer der vil igang, eller mangler et sted at klatre er her en fortrinnelig hjemmeside.

   

site tracking with Asynchronous Google Analytics plugin for Multisite by WordPress Expert at Web Design Jakarta.